Hamborg ligger ikke langt fra den danske grænse og det er således en by, som mange danskere besøger. Men hvor skal man bo i Hamborg? Det afhænger meget af, om du rent faktisk skal på ferie i selve Hamborg, eller om du bare kommer forbi på grund af et andet formål. Her får du en guide til de bedste hoteller og de bedste områder i Hamborg.
Det kan nemlig være meget rart med nogle forslag, hvis du leder efter et sted at overnatte. Beliggenhed betyder altid meget, for det handler om at være tæt på alt det vigtigste. Vi forsøger at guide dig frem til de rette steder i byen. Derudover er det også vigtigt, at kvaliteten er på plads. Derfor lægger vi ud med nogle forslag til hoteller i Hamborg.
Bedste hoteller i Hamborg
Det første hotel, som vi vil anbefale, er Park Hyatt Hamburg. Det ligger i den gamle del af Hamborg, også kendt som Altstadt, så du er enormt tæt på alle de største seværdigheder og attraktioner. Derudover er det et femstjernet hotel som er kendt for rene værelser og god service. Der er mange ekstra faciliteter, og det er et hotel i Hamborg med morgenmad. Prismæssigt koster det normalt lige i underkanten af 1.400 kroner pr. nat for et standardværelse til to personer. I den dyre ende i byen, bestemt, men alle pengene værd.
Til dig der søger et lidt anderledes ophold i Hamborg, kan vi foreslå hotellet Volksschule. Det er et familiedrevet boutique hotel, som faktisk ligger i en gammel skole, der nu er blevet til et hotel. Volksschule ligger i den østlige del af Hamborg i bydelen Hamm. For at komme ind til Altstadt skal du formentligt tage offentlig transport, men du kan sagtens gå til bydelen Skt. Georg, og der er også flere interessante ting i nærheden. Faktisk er det et af de mest populære hoteller i Hamborg, og det er oplagt for dig, der kører i bil til Hamborg, da hotellet tilbyder gratis parkering.
Hvis du vil være tæt på både det festlige og interessante Sankt Pauli-område, samt Hamborgs kulturelle centrum i Altstadt, så kan du overveje at bo hos Hotel St. Annen. Det er faktisk et forholdsvis billigt hotel (forvent mellem 700 og 800 kroner pr. nat), men alt er i fornem stand. Trods det at Hotel St. Annen befinder i den livlige Sankt Pauli-bydel, ligger det faktisk på en forholdsvis stille sidegade som er ganske hyggelig. Et perfekt valg, hvis du gerne vil have den fulde Hamborg-oplevelse (kulturelle oplevelser + moderne underholdning), og hvis du samtidig ønsker en god pris på dit Hamborg hotel.
Bedste områder i Hamborg
Du har frie hænder til at booke et af ovenstående hoteller i Hamborg. Alle tre er rigtigt gode, så hvis du vælger et af dem, kommer du ikke til at fortryde det. Men hvis du til gengæld har lyst til at lære mere om byens områder, så vil vi herunder beskrive, hvad hver bydel i Hamborg er kendt for, og hvilken type rejsende der bedst kan nyde de forskellige steder.
Altona-Altstadt: Perfekt for de fleste
Altona-Altstadt er den gamle del af Hamborg. Her handler det mest om historie og seværdigheder, men der er også flotte grønne arealer. Samtidig grænser bydelen lige op til Skt. Pauli, så de to bydele deler lidt kultur sammen, og du kan nemt gå fra én bydel til en anden.
Der er især mange museer i Altona-Altstadt, men du finder også gamle kirker, smukke gader og særlige monumenter. Grundet de mange kulturelle oplevelser, er det nok også kulturelt interesserede rejsende, der får mest gavn af at overnatte her. Det er det perfekte område at overnatte i, hvis formålet med rejsen er at kigge på seværdigheder og lære mere om Hamborgs historie. Samtidig er det nemt at komme rundt til andre bydele, da det stadig er enormt centralt i forhold til resten.
Park Hyatt Hamborg er det hotel i Altona-Altstadt, hvor du får mest for pengene. Det er femstjernet, men til en firestjernet pris. Gode forhold og fortrinlig service!
Skt. Georg: Centralt og prisvenligt
Skt. Georg føles gammelt og nyt på samme tid. Det er et nabolag, som har været utroligt vigtigt igennem Hamborgs historie, og der er mange historiske bygninger og attraktioner. I dag er det blevet et meget nytænkende og åbensindet område, så du finder masser af moderne kulturstrømninger i Skt. Georg. Det gør det til et oplagt sted at besøge på turen til Hamborg. Desuden er priserne lidt lavere end i andre centrale bydele, som fx Skt. Pauli og Altona-Altstadt.
Alle kan sådan set nyde at overnatte i Skt. Georg. Det er et interessant område, der henvender sig til næsten alle typer af rejsende.
Hotellet Volksschule ligger ikke i Skt. Georg, men til gengæld en lille smule vest for bydelen. Det er et glimrende sted at overnatte, hvis du vil være tæt på denne del af Hamborg.
Skt. Pauli: Natteliv og oplevelser
Det mest interessante område i Hamborg, når det kommer til fest, farver og underholdning. Skt. Pauli byder på Hamborgs mest kendte gade, Reeperbahn. Her vrimler det med natklubber, barer, klubber, restauranter og der går vildt for sig om aftenen/natten. Hvis du kan forestille dig Jomfru Ane Gade i Aalborg på steroider, så er det cirka sådan, at Reeperbahn er. Det er dog ikke den eneste festlige gade i nabolaget, og du finder desuden nogle interessante forretninger og andre unikke ting.
Udover disse underholdningsmuligheder, er der dog også fine klassiske seværdigheder i Skt. Pauli. Du får altså en kæmpe oplevelse ved at bo i denne bydel – på alle mulige måder. Desuden ligger Skt. Pauli lige mellem den gamle bydel, Altona-Altstadt, og den “nye”, Neustadt. Du har altså hurtig adgang til begge disse.
Umiddelbart er Skt. Pauli mest tiltrækkende for unge mennesker, men det er et oplagt sted at bo i Hamborg for enhver, som godt kan lide at få en øl og være lidt social. I så fald behøver du ikke længere at spørge, hvor man skal bo i Hamborg – vælg Skt. Pauli-nabolaget og nyd turen!
Hotel St. Annen er et rigtigt godt (og i øvrigt prisvenligt) hotel i Skt. Pauli som klart bør overvejes!
Neustadt & Speicherstadt: Gode at besøge
Neustadt og Speicherstadt er de mest centrale dele af Hamborg. Du finder et hav af ting at lave og en masse smukke ting at se. Men priserne er skruede op, og det er svært at finde hoteller, der berettiger prisen. Derfor anbefaler vi, at du overnatter i enten Altstadt, Skt. Georg eller Skt. Pauli og simpelthen bare kommer forbi dette centrum og ser tingene i løbet af dagen. De er alle sammen utroligt tæt på hinanden, så det betaler sig sjældent at bo helt inde i Neustadt eller Speicherstadt, medmindre du finder et særligt godt hoteltilbud.
Eppendorf: Ideelt til familier
Familier bør overveje at finde et sted i nærheden af Eppendorf – et område nord for centrum. Det er et af de bedste steder at bo i Hamborg, hvis I ønsker en rolig tur, hvor det samtidig er sikkert og hvor der heller ikke er langt til gode oplevelser og lækre spisesteder.
Eppendorf er et meget grønt område af Hamborg. Det er kendt som en af de finere dele af byen, hvor det kræver en lidt højere indkomst for at bo. Gaderne i dette område er ganske charmerende, og arkitekturen er meget imponerende. Kan klart anbefales for familier, der rejser til Hamborg, eller bare enhver som ønsker at se en anden del af byen. Men vær opmærksom på, at enten offentlig transport eller adgang til bil nok bliver nødvendigt for at komme rundt mellem Eppendorf og de mere centrale bydele i Hamborg.
Bo for eksempel hos det populære Hotel Hamburg-Eppendorf. Koster omkring 1.200 kroner pr. nat for et dobbeltværelse, hvis vi skal måle på gennemsnitspriser.
Prisniveauet
Det er generelt lidt billigere at opholde sig i Hamborg, end det er i Danmark. Byen er dog dyrere end for eksempel Berlin, så det er heller ikke fordi, at den er helt billig.
Du kan forvente at skulle betale omkring 1.000 kroner pr. nat for at overnatte hos et firestjernet hotel. Selvfølgelig kan du være heldig med at finde tilbud, og du kan også altid vælge en billigere mulighed, som fx et hotel med to eller tre stjerner. Luksushoteller er der også et par stykker af, og de er selvfølgelig dyre at overnatte hos, men sådan er det overalt. Du får generelt, hvad du betaler for, så hvis du ønsker et luksusophold i Hamborg kan du fint vælge et af hotellerne i den højere prisklasse.
I selve byen er det forholdsvis billigt at handle ind i supermarkeder, mens restaurantpriserne minder lidt om dem vi har i Danmark. Med hensyn til transport, så er det billigt at tage toget videre til en anden by i Tyskland. De har et solidt tognetværk, og du kan endda komme til nabolandene for forholdsvis få penge. Hamborg har desuden en stor lufthavn, hvor det ofte er muligt at finde billetter til destinationer, der er billigere i forhold til hvis du flyver fra en dansk lufthavn. Faktisk er det en stor årsag til at så mange danskere kommer forbi Hamborg. En overnatning før en flyafgang fra Hamborg er ofte oplagt – både for at få ekstra oplevelser, men også rent praktisk, så du nemt og sikkert kan nå flyet på rejsedagen.
Konklusion
Hamborg er på mange måder en interessant by. Den har en fascinerende historie, og der er mange underholdningsmuligheder i de centrale bydele. Vi anbefaler klart, at du besøger Hamborg, hvis du får muligheden, og det er faktisk ret nemt: Du kan enten køre selv (Hamborg ligger kun få timer væk fra Danmark), men du kan også tage toget direkte fra København eller Aarhus.
Vi ønsker dig en god fornøjelse, og vi håber at du har fået svar på det indledende spørgsmål om, hvor man skal bo i Hamborg!