Hvor skal man bo på Costa del Sol?

Hvor skal man bo på Costa del Sol

Vil du ned og nyde livet på den spanske solkyst? Så handler det bare om at få planlagt rejsen, og her skal der selvfølgelig vælges en by. Hvor skal man bo på Costa del Sol på ferien? Vi vil primært anbefale byer som Málaga, Marbella og Fuengirola, men der er også flere muligheder.

I denne artikel gennemgår vi de bedste og mest interessante steder på Costa del Sol. Du får et hotelforslag i hver by – samt lidt informationer om, hvad der gør hvert sted værd at besøge.

For lige at definere Costa del Sol først: Det er den spanske sydkyst, der strækker sig fra La Línea de la Concepción til Nerja og udgør omtrent 150 kilometer. Her er der masser af strande og festligheder. Siden 1920’erne har det været et af de førende turistdistrikter i Europa, og det er det stadig i dag. Costa del Sol er det område i Spanien, som modtager tredjeflest besøgende (efter Madrid og Barcelona). Indgangen til Costa del Sol er Málagas internationale lufthavn.

Lad os se på hvilke byer du kan overnatte i!

Málaga

Málaga er den klart største by på Solkysten. Det er også her, at de fleste kommer ind og ud, da Málaga er det transportmæssige centrum for hele området.

Det er en af Europas ældste byer, da historien går cirka 2800 år tilbage. Málaga er en historisk havneby, som med tiden også har udviklet sig som kulturby. Lidt over en halv million mennesker bor fast i Málaga, men det er næsten ingenting i forhold til det antal turister, der hvert år kommer til byen. Det vurderes nemlig, at over seks millioner turister kommer til Málaga hvert år.

Der er flere grunde til at vælge Málaga som dit overnatningssted på Costa del Sol. Først og fremmest er der mange hoteller. Du har stadig adgang til stranden, da der er flere centrale strande i byen – heriblandt La Malagueta. Derudover er der det fede kulturliv med mulighed for at tage på museer, opleve traditionel arkitektur, nyde den spanske livsstil og de mange festivaller, som finder sted i byen.

Transportmæssigt giver det også mening at bo i Málaga. Hvis du overnatter i byen, kan du tage dagsture ud til andre byer på Costa del Sol, og endda til de andre nærliggende byer som Sevilla og Córdoba.

Opsummering:
✓ Den største by på Costa del Sol
✓ Masser af kultur og centrale strande
✓ Mulighed for at udforske hele regionen med Málaga som base

Bedste hotel i Málaga: Gran Hotel Miramar – Book her

Dette hotel har en god beliggenhed med gåafstand til både attraktionerne i centrum og Playa de La Malagueta. Der er en rigtig fin restaurant på hotellet, der er styr på service, og værelserne er meget behagelige.

Marbella

Den mest luksuriøse destination på Costa del Sol er uden tvivl Marbella. Den ligger lidt vest for Málaga og har en befolkning på omtrent 140.000 indbyggere. Antallet af turister er dog rigtigt højt, så antallet af mennesker i byen er oftest en del højere.

Marbella har et fantastisk klima – solen skinner næsten altid. Byen ligger lige ud til havet, der er gode badestrande og rigtigt flotte omgivelser. Det flotte bjergområde Sierra Blanca ligger lige nord for Marbella og bidrager til de flotte naturforhold.

Der er et vanvittigt natteliv i Marbella og mange kulturelle begivenheder hele året rundt. Det inkluderer koncerter, festivaller, udstillinger, sportsturneringer, og meget mere.

Der er gode chancer for, at du ser nogle kendte i Marbella. Mange skuespillere, atleter og influencers bor i området. Marbella er også stedet, hvor mange velhavende spaniere har ferieboliger, ligesom området er ekstremt populært blandt turister fra Nordeuropa.

Marbellas eneste ulempe er nok, at det er en dyr destination med priser langt over gennemsnittet i Spanien. Men igen – man tager til Marbella for at få en luksusferie i fornemme omgivelser, så hvis du er interesseret i Marbella, er budgettet nok ikke et problem.

Opsummering:
✓ Luksusdestination med mange underholdningsmuligheder
✓ Flot natur og skønne strande
✓ Kulturbegivenheder hele året rundt

Bedste hotel i Marbella: Amàre Beach Hotel – Book her

Fuldstændig centralt i Marbella finder vi Amàre Beach Hotel, som er et af de bedste hoteller på Costa del Sol. Der er fremragende faciliteter og en herlig udsigt. Med kun et minuts gang til stranden og en stor pool har du altid mulighed for at bade. Hotellet er kun for voksne – personer under 18 kan ikke tjekke ind. Der er en natklub på hotellet, så det er også nemt at feste – og bare rolig, værelserne er lydtætte.

Fuengirola

Fuengirola ligger cirka midt imellem Málaga og Marbella. Det er en rigtig god beliggenhed, så derfor er der mange der vælger denne by. Fuengirola har en befolkning på godt 75.000 indbyggere hvoraf rigtigt mange er tilflyttere fra Nordeuropa. Byen er populær blandt danskere, men også blandt englændere og irere.

Da der både er strand, havn og et hyggeligt bycentrum, så giver det rigtig god mening at vælge Fuengirola. Den korte afstand til de to store byer på Costa del Sol åbner op for dagsture. Gennemsnitstemperaturen for hele året er 18 grader – og herunder 30 grader om sommeren. Så det er rigtigt behageligt.

Generelt er Fuengirola også en velplanlagt by, hvor der er fokus på at det skal være rart at være det. Tempoet er lidt lavere end i Málaga og Marbella, men der er stadig ting at lave. Fuengirola er et fint valg for dig, der ønsker en lidt mere stille tur til Costa del Sol, men hvor man stadig har fine aktiviteter til rådighed. Mange familier vælger Fuengirola, da byen er ganske børnevenlig.

Opsummering:
✓ Hyggelig by med strand og seværdigheder
✓ Fin beliggenhed midt imellem Málaga og Marbella
✓ Godt sted for familier og voksne par

Bedste hotel i Fuengirola: Occidental Fuengirola – Book her

Et firestjernet hotel som tilbyder rigtig fin kvalitet og forholdsvis fornuftige priser (begynder typisk omkring 700/nat). Det ligger i den sydlige del af centrum. Du har hurtig adgang til både strand, havn og attraktioner. Derfor et rigtigt godt valg i Fuengirola.

Torremolinos

Torremolinos er en forstad til Málaga med omkring 70.000 indbyggere. Det var engang en fattig fiskerby, men siden 1950’erne har der været fart på i Torremolinos, og nu er det en af de foretrukne destinationer på Costa del Sol.

Der er et rigtigt herligt klima med solskin det meste af året. Det er også tørt det meste af året. Når først det regner, kommer der til gengæld store mængder vand.

Mange danskere, svenskere, nordmænd og englændere bor i Torremolinos. Der kommer også forholdsvis mange turister til. Attraktioner som Aqualand, sportskomplekset Ciudad de Torremolinos samt strandene gør det til en god destination, for dig som vil være aktiv med motion på ferien. De mange restauranter trækker også folk til – der er over 300 restauranter i byen.

Torremolinos har desuden et aktivt natteliv, hvor mange barer og klubber henvender sig til LGBT.

Opsummering:
✓ Fin strandby meget tæt på Málaga
✓ Masser af aktiviteter inden for vand og sport
✓ Populær LGBT destination

Bedste hotel i Torremolinos: Melia Costa del Sol – Book her

Dette hotel ligger helt ud til vandet. Der er fremragende faciliteter og virkelig styr på detaljerne. Hotellet er en del af den populære Melia-kæde, så du er garanteret kvalitet. Der er rummelige værelser, venligt personale og en god morgenmad. Vi anbefaler at booke et værelse med havudsigt, da det giver den bedste oplevelse. Du vælger selv værelsestype ved booking.

Benalmádena

Benalmádena ligger lige ved siden af Torremolinos og er ligeledes en forstad til Málaga. Det er en af de mest populære destinationer på Costa del Sol, da der er rigtigt mange underholdningsmuligheder og spændende attraktioner.

Der er en rigtig stor marina i Benalmádena, hvor der altid står mange yachts og lystbåde. Der er også en forlystelsespark, et casino, og nogle fine shoppingmuligheder i Benalmádena. Præcis som i andre byer på Costa del Sol er der flere strande, både centralt og i nærheden. Den tætte afstand til Torremolinos betyder også, at du meget nemt kan tage frem og tilbage mellem disse to byer.

Opsummering:
✓ Populær turistby med mange underholdningsmuligheder
✓ Tæt på Torremolinos og Málaga
✓ Aktiv marina med mange både

Bedste hotel i Benalmádena: Hotel Best Siroco – Book her

Hotellerne i Benalmádena er godt spredt ud. Hvis du vil være sikker på at være nær centrum og marina, så overnat hos Hotel Best Siroco som har en rigtig fin beliggenhed. I øvrigt er der rigtig god plads, flere pools udenfor, og en stor morgenbuffet. Værelserne er standard, men ikke luksus. Stilen er moderne spansk og der er som sagt fin plads.

Manilva / La Duquesa

En del længere mod vest, cirka en times kørsel fra Málaga, finder vi havneområdet Puerto de la Duquesa som ligger i kommunen Manilva.

Her er alt centreret omkring havnen. Der er en fin marina, rigtig flotte omgivelser, og en mere autentisk stemning. I La Duquesa er der stille det meste af året, lige indtil sommeren kommer. Fra juni til september er der gang i restauranterne. Byen er især populær blandt spaniere fra andre dele af landet, men der kommer også andre europæiske turister til.

Udover havnen, så er der også en god golfbane i Manilva, samt masser af gode strande på sydsiden af byen. Der er generelt bedre plads på strandene her, end der er i andre byer på Costa del Sol.

Der er flere ferielejligheder i området, men ikke ret mange hoteller. Du kan overveje at bo inde i byen Manilva og gå ud til kysten ved La Duquesa om dagen og når du skal spise.

La Duquesa er et fint valg til dig, der ønsker en mere stille ferie, og som ønsker at besøge en mere undervurderet destination på solkysten. Dog skal du være opmærksom på, at byen ligger længere væk fra lufthavnen, og at der er væsentligt færre begivenheder end i de mest populære Costa del Sol byer. Derfor egner La Duquesa sig nok ikke til dig, der gerne vil have fart på og så mange oplevelser som muligt. Dog er det en fin by, hvis du bevidst ønsker noget alternativt, og hvis du har det fint med en mere stille tur.

Opsummering:
✓ Flot havneby på den vestlige del af Costa del Sol
✓ Væsentligt færre turister
✓ Gode restauranter, golfbaner og strande med fin plads

Bedste hotel i Manilva/La Duquesa: Apartamentos Manilva Sun – Book her

Et fint lejlighedshotel hvor der kan bookes lejligheder. Der er en flot have, gratis parkering, og rengøring tilbydes. Alt efter behov kan du enten booke en 1-værelses, 2-værelses eller 3-værelses lejlighed. Et dejligt og hyggeligt sted med en lokal stemning.

Nerja

Nerja er en lille by (cirka 21.000 indbyggere) som ligger på den østlige side af Costa del Sol. Der er 320 solskinsdage om året, så klimaet minder generelt om de øvrige byer på kysten. Ofte er det dog nogle få grader varmere, hvilket nogle ser som en fordel.

Det unikke ved Nerja er stemningen og seværdighederne. Det er en ret autentisk by, hvor der er mere fokus på lokallivet. Der kommer turister til, og især om sommeren er der en fin mængde. Men der er aldrig tale om samme mængde som i fx Marbella.

Nerjas grotter er de største seværdigheder. Grotterne blev opdaget tilbage i 1950’erne. Du kan komme derind med en guide. Udover det imponerende ved selve grotterne, så er der også tegninger fra neandertalere i grotterne.

Strandene er selvfølgelig også et tiltrækningspunkt. Observationsdækket Balcón de Europa er ligeledes en stor oplevelse.

Der dyrkes mange fødevarer i lokalområdet, så der ofte helt friske råvarer i markederne og på restauranterne. Nerja er en familievenlig destination – alle rejsende kan nyde et ophold i byen. Flere af de danske rejseselskaber arrangerer rejser til Nerja. Men du kan også klare planlægningen selv, og dermed tilrettelægge turen på en mere personlig måde.

Opsummering:
✓ Lille by med rigtigt godt vejr
✓ Nerja grotterne er en fremragende seværdighed
✓ Gode råvarer hos restauranterne og flotte naturlige omgivelser

Bedste hotel i Nerja: Hotel Puerta del Mar – Book her

Nuvel, det er kun et trestjernet hotel – men kvaliteten er absolut glimrende, og beliggenheden er fantastisk hos dette hotel i Nerja. Hotel Puerta del Mar ligger ved en stille gade i centrum, direkte op ad de bedste attraktioner og med 100 meter til stranden. Pool på taget og et aktivt, serviceminded personale. Rigtigt fine priser det meste af året.

Det var syv forslag, som du kan overveje hvis du skal til den spanske solkyst. Det er altid rart at planlægge hvor man skal bo på Costa del Sol lidt tid i forvejen. Nogle vælger at holde sig til én by på hele turen, mens andre prøver lidt forskelligt. Det gode ved at planlægge turen selv er at du har fuld kontrol over det hele – og at du kan tilpasse turen præcis efter dine ønsker.

Vi anbefaler de fleste førstegangsbesøgende at overnatte i enten Málaga eller Marbella. Her er der rigeligt med attraktioner og underholdning. Fuengirola og Torremolinos er også særdeles populære, og det er nogle steder, hvor de fleste turister trives.

De andre byer kan overvejes, hvis du ønsker en lidt roligere oplevelse, og hvis du gerne vil væk fra de største byer på Costa del Sol. Ellers er der ikke mere tilbage at sige – udover at du ønskes en rigtig god tur til Costa del Sol!

Skriv en kommentar